soc_feedsoc_ytsoc_fb

Fanø Efterskoles formål


Fanø Efterskoles formål er at udvikle elevernes kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og æstetiske udtryksformer med henblik på at stimulere den enkelte elevs personlige udvikling indenfor det fællesskab, som efterskolen giver. Skolen drives inden for rammerne af gældende regler om frie kostskoler.

Fanø Efterskoles værdier
Fanø Efterskoles værdigrundlag bygger på det Grundtvig-Koldske skolesyn, således at eleverne gennem samvær, undervisning og fællesskaber udvikler etiske værdier.
Fanø Efterskoles værdier danner fællesskabsformer, som tager udgangspunkt i helheder og sammenhænge. Vi skaber et miljø med samværs- og læringssituationer, der giver eleverne de bedst tænkelige muligheder for:

• fordybelse, engagement, kreativitet og medansvar
• oplevelse af sig selv i fællesskabets kraft, styrke og forpligtelse
• at udtrykke sig og forstå andre gennem dialog, fortælling og debat
• at få klarhed over egne holdninger i mødet med de andres
• at opdage og klarlægge sine muligheder og evner
• at opleve succes og opnå anerkendelse


Grundtvig - Kold

På Fanø Efterskole synges morgensang, og der afholdes fællestimer med fortælling - begge dele som markering af skolens indholdsmæssige tilknytning til Grundtvig.
Fanø Efterskole pædagogisk skolesyn, er inspireret af og udviklet hen over Grundtvigs tanker, og dette har vi samlet i punkterne 1-6 herunder:

1. Skolens undervisning skal være livsoplysende
Det betyder, at undervisningen skal sigte på dels elevernes liv her og nu – og dels på et fremtidigt erhverv eller en fremtidig uddannelse. Det er hele hensigten, at eleverne gennem undervisningen skal blive klogere på, hvad der er meningen med deres liv. Gennem indsigt og samtale skal gåden om menneskelivet ganske langsomt opklares, mente Grundtvig. Og dette grundlag vil Fanø Efterskole ligeledes arbejde på, samtidig med at vi vil lege med mulige fremtider for verdensborgeren i en hyperkompleks verden.

2. Skolens undervisnings skal sigte på det hele menneske
Grundtvig ville have en skole, som vægtede fantasien og følelserne, så de kunne holde forstanden på plads. Og skolen skulle inddrage både krop og ånd. På Fanø Efterskole er vi også optaget af, at hver eneste elev oplever at løse opgaver gennem begejstring, praktisk og logisk samarbejde og opfindsomhed.

3. Skolens undervisning skal vægte det levende ord
På Grundtvigs tid brugte børn og unge meget af deres tid på praktisk arbejde. I skolen var bogen dengang som nu det vigtigste middel i undervisningen. Grundtvig ville gerne delvis erstatte bogen med det talte ord og med erfaringen. Kun det erfarede kan blive til sand lærdom. Læringen finder sted med udgangspunkt i erfaringen som gennem refleksionen fører mennesket et nyt sted hen. Dette kan dog kun ske i et lærende fællesskab med andre mennesker, sådan som Grundtvig også lagde vægt på samtalen. På Fanø Efterskole opfordrer vi til udvikling af den dialogiske samtaleform.

4. Skolens undervisning skal være historisk-poetisk
I sin korte udlægning betyder det, at undervisningen skal give eleven kendskab til den fælles historie og opfordre eleven til at finde ind til sine egne drømme og forhåbninger om livet (det poetiske). Det projekt kan ikke mindst myterne og poesien hjælpe med til at gennemføre. Det kræver fokus på anerkendelse og værdsættelse af det, der går godt for med udgangspunkt i det at få andet og mere til at gå lige så godt.

5. Skolen skal være en levende vekselvirkning
Måske det mest centrale pædagogiske begreb hos Grundtvig. Den levende vekselvirkning skal bl.a. give sig udtryk i samværet mellem lærer og elev. Lærer og elev skal lære af hinanden. De er ligeværdige, når det drejer sig om at blive klog på livet. På Fanø Efterskole kommer det til at betyde, at læreren vil dele sin definitionsmagt med eleven og arbejde ud fra mere coachende, faciliterende og vejledende læringspraksisser. Men læreren tør samtidig godt at stille sig frem som en rollemodel eller mentor for eleven, som har brug for at lære ved at ligne den voksne.

6. Skolen skal oplyse og oplive
Skolen skal selvfølgelig oplyse, dvs. give kundskaber og færdigheder, men den skal gøre det så elverne samtidig oplives. For Grundtvig betød det, at eleverne får glæde ved at leve livet, som det er nu, for derigennem at få mod til at forandre det, der skal forandres. Forandringsprocesser er et fokus, som hele tiden udvikles på Fanø Efterskole. Det er blevet meget aktuelt i forlængelse af de politiske reformer, som er gennemført eller på vej dertil på baggrund af Globaliseringrådets diskussioner. På Fanø Efterskole vil spørgsmål som hvordan forandringsprocesser kan gøres til noget selvfølgeligt, oplivende og udviklende, være evigt nærværende. Vi vil arbejde med elevernes flow i vekselvirkningen mellem progression og regression. Og vil passe på, at det daglige arbejde på Fanø Efterskole hviler på mangfoldige udfoldelsesmåder.

Evalueringsformer


På Fanø Efterskole vil vi kontinuerligt arbejde med den enkelte elevs undervisningsplaner med henblik på at optimere læringen og finde nye læringsstrategier, hvis de indtil da anvendte ikke fører frem til målet. Alle de voksne på skolen er forpligtet til at arbejde såvel coachende i forhold til eleven, optræde som mentor og mester for eleven, når det er nødvendigt, sætte eleverne sammen i funktionsduelige teams, når det fremmer den enkeltes læreproces og mere vejledende, når de filosofiske og eksistentialistiske spørgsmål trænger sig på.
To gange årligt vil vi indbyde forældrene til samtaler om de skriftligt udarbejdede elevplaner omkring deres barn. Her sættes nye mål og lægges strategier for det kommende arbejde.
Skolens undervisningsmetoder og arbejdsprocesser justeres i forhold den løbende elevevaluering.

På Fanø Efterskole går elever, der har deltaget i undervisningen svarende til 9. klassetrin til folkeskolens afgangsprøve i alle fag. Elever, der har fulgt undervisningen på 10. klasse kan indstille sig til FS10 prøven

 
Dine Genveje

Youtube

Kort - Naviger rundt på kortet

Bliv elev

Ring: 75 16 47 75

Hent ansøgning her

Fanø Efterskole | Vangled 32, 6720 Fanø | Tel. 7516 4775 | mail@fanoefterskole.dk                Smiley