soc_feedsoc_ytsoc_fb

Fanø Påsken 2010.

Nyhedsbrev til elever og forældre på Fanø Efterskole.

Kære elever og forældre.

Det er blevet mærkbart lysere om morgenen og for hver dag der går, bliver dagen længere og længere. Det er dejligt, det giver mere energi og mulighed for at benytte Fanøs dejlige natur i de lyse timer.

10.klasse´s Temahold ”hånden” har i samarbejde med Kommunens Beskæftigelsescenter bygget en stor bålhytte på 60 m2, som vi glæder os til at tage i brug. Tanken er, at bålhytten skal bruges til såvel hygge som undervisning.

I skrivende stund er vi ved at få udarbejdet en ny hjemmeside www.fanoefterskole.dk Jeg forventer, den er klar efter påske. Gå ind og kig! Den bliver flot!

Galla

D.27.3 afholdte vi vores årlige og meget traditionsrige Gallafest. Eleverne havde en travl lørdag eftermiddag og specielt pigerne var ”lidt pressede på tid” i forhold til at gøre sig selv og veninderne ”Galla klar”.

Men de nåede det…og de var alle meget smukke!

Vi havde en dejlig fest. Messen var flot pyntet, der var stil over borddækningen og køkkenet havde endnu engang overgået sig selv med skøn Siciliansk buffet. Aftenens lancier blev danset, så ikke et øje var tørt. I auditoriet var der gang i musikken. Tidligere elever fra Fanø Efterskole spillede op til dans, og der blev danset til den store guldmedalje. Årets par blev kåret, det samme gjorde årets dansemus og årets sjoveste par og til slut blev årets hjertepar udtrukket.

Kortfilm festival.

I ugen op til påske arbejdede hele skolen med Kort film. Der er set film, analyseret film og produceret film. Ugen sluttede af med Fanø Efterskoles egen film festival og årets film blev kåret.

Personale:

Anna Karlsen går på barsel fra d.16. april. I den forbindelse har vi besluttet at slå de to 8. klasser sammen. Det betyder, at Mikkel Frøkjær Nielsen bliver dansklærer for 8.klasse, Henrik Thygesen fortsætter som matematiklærer, Birgitte Pedersen bliver biologilærer, Hans Petersen fortsætter som F/K lærer, Anders Krejlgaard fortsætter som engelsk- og geografilærer, Ulrike Christensen fortsætter som tysklærer, Olav Nielsen fortsætter som historielærer, og undertegnede varetager undervisningen i kristendom. De lærerkræfter, der frigives i forbindelse med sammenlægningen anvendes i et tolærersystem.

Sammenlægningen træder i kraft efter påske!!

Dorte Salling Kromann, som vi ansatte til at varetage engelskundervisningen i 9. og 10. kl i forbindelse med, at Lena gik på barsel, har fået sin stilling på Syddansk Universitet. Dorte stopper derfor på FE og Olav Nielsen varetager fremover engelskundervisningen i 10. kl. Olav har tidligere undervist og ført til afgangsprøve i engelsk.

Magnus Ôlafsson varetager undervisningen i engelsk i 9. kl. Magnus har tidligere undervist i engelsk.

Stavemaraton.

8 elever har deltaget i Stavemaraton. Det har været en stor succes! Eleverne har knoklet og har tydeligt forbedret deres standpunkt. Skønt at se den energi eleverne har lagt for dagen og dejligt, når det så også ses på resultatet.

Matematikmaraton i uge 15 og 16.

Efter samme koncept som Stavemaraton!

8 elever udvælges på baggrund af elevernes ansøgning og lærernes indstilling. Eleverne tager på overnatningstur, hvor de testes, hygger sig, og påbegynder maratonforløbet. Derefter har de 14 dage, hvor de får 2 timers daglig undervisning og træning

Linjeturene i uge 21.

Golflinjen tager til Himmerland Golf Ressort.

Udelivslinjen tager til Tjekkiet.

Teater og Musiklinje tager til London

Kreativ linje tager til Berlin. Det var desværre ikke økonomisk muligt at komme til Paris.

I modtager program for de forskellige ture, når vi nærmer os tiden.

10.klassesprøver.

Eleverne i 10.klasse kan vælge om de vil aflægge prøve i alle fag, i nogle fag eller slet ikke aflægge prøve.

De kan vælge om de vil aflægge prøve på FSA niveau (9.kl) eller på FS10 niveau (10.kl) i alle fag eller i nogle fag.

Det er muligt at vælge et niveau i den mundtlige prøve og et andet niveau i den skriftlige prøve.

Af hensyn til vores prøveplanlægning og for at sikre, at eleven aflægger prøve på det ønskede niveau ER DET VIGTIGT AT I UDFYLDER VEDLAGTE SKEMA OG RETUNERER I UNDERSKREVET STAND SENEST D. 6. APRIL.

Generalforsamling d.14.4 kl.19.30 på Fanø Efterskole.

Der afholdes generalforsamling for skolekredsens medlemmer d.14.4. kl.19.30.

Ønsker du at være medlem af skolekredsen kan du kontakte Elin på tlf. 75164775 eller på mail Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Venlig hilsen

                                   Dorte Rud Jager

                                   Forstander

                                   Fanø Efterskole

Marts 2009.

Kære Forældre og elever på Fanø Efterskole.

Foråret er så småt ved at være nået til Fanø. Viben er kommet, krokus og erantis lyser op derud og dagene er blevet mærkbart længere. Foråret er også den tid, hvor hormonerne rigtig bobler rundt i kroppen, det mærker vi tydeligt på vore unge mennesker. Energibarometeret er støt stigende, hvilket er rigtig dejligt, dog skal vi ind i mellem hjælpe enkelte elever med at anvende deres energi på en konstruktiv måde J

Skolens socialpædagog og skolemor Heidi Dalsgaard har opsagt sin stilling med fratrædelse d.01.04.09. Heidi flytter til fastlandet til sommer og har været så heldig at få et job tilbud, hun ikke kunne sige nej til. Vi ønsker Heidi held og lykke med fremtiden.

Vi har ansat socialpædagog Lotte Svendsen i et vikariat frem til sommerferien. Lotte skal overtage Heidis arbejdsopgaver.

Foråret er en dejlig tid! Det fejrer vi med vores traditionsrige GALLAFEST d. 04. april.

Vi har bedt en professionel danser om at komme og lære os at danse lancier. Langt de fleste elever syntes det er en sjov og festlig ide!

Ingen Galla uden lancier!!

Vær opmærksom på at weekenden d. 04. – 05. april er bliveweekend for alle elever.

Påskeferien starter først d. 8.april. I dagene op til påskeferien har vi matematikfaglige dage for alle elever. Vi skal blandt andet på en heldagstur til Danfoss univers.

Og så til noget helt andet..det kribler og krabler..vi har flere tilfælde af lus på skolen, så vi vil bede jer om at tjekke jeres børn for lus samt selvfølgelig behandle dem såfremt I finder ubudne gæster.

Skulle I have lyst til at se hvad der sker på efterskolen, så bliver vores hjemmeside ofte opdateret med de nyeste billeder fra jeres børns efterskole liv.

Se www.fanoefterskole.dk under galleri.

 

Nyt fra Fanø Efterskole

Januar 2009

Kære forældre og elever på Fanø Efterskole

Så fik vi taget hul på et nyt år! Jeg håber, I alle er kommet godt ind i 2009. Det har været dejligt at møde eleverne igen efter juleferien, alle er mødt frem – undtaget et par stykker, der er ramt af influenza.

Terminsprøver

De første dage af det nye år har vi brugt på terminsprøver. Vi har valgt at afholde terminsprøverne fuldstændig som var det de rigtige prøver. Det viste sig at være en klog beslutning, flere af eleverne havde ikke rigtig forstået alvoren i en prøve, de mødte op uden de nødvendige og tilladte hjælpemidler så som regnemaskine, blyant, tegnetrekant m.m. – sker dette til sommerens afgangsprøver er eleverne på den, og i værste fald kan det betyde, at de ikke kan gennemføre afgangsprøven.

Skitur

På lørdag tager vi som bekendt på skitur...og vi glæder os rigtig meget!! Vi kører fra Esbjerg v. Fanøfærgen kl.16.00 d.10.01 og forventer at være tilbage i Esbjerg fredag d.16.01 mellem kl. 08.00 og kl. 09.00. Eleverne må tage hjem, når vi kommer til Esbjerg. Ønsker eleverne at tage med over på skolen, vil køkkenpersonalet stå klar med morgenmad. Herefter kan eleverne tage hjem på weekend eller vælge at holde weekend på skolen. Alle elever skal møde på skolen igen senest kl.22.00 søndag d.18.01.

Se billederne fra skituren i billedgalleriet

Udskiftning af værelseslåsene

Det har desværre været nødvendigt at udskifte samtlige værelseslåse, da der har været en A-nøgle i cirkulation blandt eleverne. Det er en bekostelig affære at udskifte låsene, men vi har vurderet, at det er nødvendigt, da eleverne selvfølgelig skal være sikre på, at andre ikke har adgang til deres aflåste værelser. Eleverne får udleveret nye nøgler i takt med at låsene udskiftes. Mister man sin nye nøgle koster det kr. 725,- at få en ny. Dette beløb vil blive fratrukket det forældrebetalte depositum.

Venlig hilsen

Dorte Rud Jager

Forstander

Fanø Efterskole

Forstander Nyt

Som det er jer bekendt, har Fanø Efterskole fået ny forstander pr. 01.11.08. Jeg er så heldig at ansættelsesudvalget og efterskolens bestyrelse valgte at indstille mig til jobbet.

Og hvem er så jeg?
 Dorte_Rud_Jager

Mit navn er Dorte Rud Jager, jeg er 47 år og bosiddende på øen, dog ikke i Nordby, men i Sønderho. Oprindelig er jeg fra Århus, hvor jeg blev uddannet som lærer på Marselisborg seminarium. Jeg kom til Vest Jylland i 1987 og fik ansættelse på Horne skole i Varde. Efter et par år som lærer blev jeg souschef og senere viceinspektør på Horne skole. I 1999 blev jeg ansat som viceinspektør på Sct. Jacobi skole i Varde og i 2002 blev jeg skoleinspektør samme sted. Efter 9 gode år på Sct. Jacobi skole, havde jeg lyst til at prøve kræfter med nye udfordringer, hvorfor jeg sagde mit job op d. 1.09.08.

Der skulle dog ikke gå ret lang tid, før jeg opdagede, at jeg savnede det pædagogiske miljø og den tætte kontakt til børn og unge mennesker. Da jeg fik fortalt, at Fanø Efterskole søgte ny forstander, var det oplagt at undersøge, om Fanø Efterskole var et sted, hvor jeg kunne få mit ønske om, at være en del af et levende og nærværende pædagogisk miljø, opfyldt. Og samtidig få tid og overskud til at have en tæt kontakt med såvel elever som personale.

Jeg har nu været i gang i 3 uger. Hver dag glæder jeg mig til at komme på arbejde. Skolens elever er glade, søde, sjove, fjollede, bøvlede – kort sagt, unge mennesker med alt hvad dette indebærer. Skolens personale er positive og engagerede og brænder for Fanø Efterskole.

Jeg er så heldig at min forgænger Kurt Lützhøft har støbt et solidt fundament for efterskolen, så jeg kan koncentrere mig om at videreføre den positive udvikling efterskolen er inde i.

Jeg glæder mig til at samarbejde med skolens personale og bestyrelse. Og tror på at vi i fællesskab kan give vore elever et efterskole- ophold, der udvikler dem såvel fagligt som personligt.

Dorte Rud Jager

Forstander

Fanø Efterskole

 
Dine Genveje

Youtube

Kort - Naviger rundt på kortet

Bliv elev

Ring: 75 16 47 75

Hent ansøgning her

Fanø Efterskole | Vangled 32, 6720 Fanø | Tel. 7516 4775 | mail@fanoefterskole.dk                Smiley