|
Fanø d.4. maj 2010-05-04 Nyhedsbrev til elever og forældre på Fanø Efterskole.
Hvert år ved denne tid, undres jeg over hvor tiden dog bliver af. Syntes jo ikke det er længe siden jeres børn startede som elever på Fanø Efterskole, og alligevel så varer det ikke længe inden vi skal sige farvel til Årgang 09/10. Når jeg ser tilbage på den udvikling jeres børn har gennemgået de sidste 9 måneder, ja så forstår jeg lidt bedre, hvor tiden blev af. For hold da op hvor har de unge mennesker udviklet sig. Langt de fleste er blevet rigtig gode til at tage ansvar og bidrage til fællesskabet. Det er dejligt at se!
Fælles arrangement: Den 22. april havde vi besøg af Jonas Mahler fra Rådet for sikker trafik. Jonas er en ung mand på 28 år, der kom til skade ved en trafikulykke, da han var 20 år. Jonas og 2 kammerater kørt bil i spirituspåvirket tilstand og det gik rigtig galt, med det resultat at Jonas i dag er lam fra brystet og ned. Jonas fortalte sin historie for de unge mennesker og jeg kan love for, at man kunne høre en knappenål falde til gulvet i samfulde 90 minutter. Efterfølgende gav eleverne udtryk for at ”det var det bedste foredrag de nogensinde havde hørt”. Blive weekenden d.8. og 9.maj: Kontaktgruppe 8 havde arrangeret ”spilweekend” og Westernfest lørdag aften med indvielse af vores nye bålhytte. Vi havde en dejlig aften med grillmad, westernkonkurrencer, snobrød og sang om bålet. Lørdag formiddag og eftermiddag gik med spil af alverdens slag. Skriftlige prøver: 9. og 10.klasse har nu overstået de skriftlige prøver. Nogle elever syntes prøverne var ”mega” lette, andre at de var ”vildt” svære, sådan er livet. Jeg håber alle har klaret sig fornuftigt! Mundtlige prøver: For 9. og 10.klasse starter d.4 juni. 9.klasse fik udtrukket biologi (skriftlig prøve) og samfundsfag (mundtlig prøve), det lød til at eleverne var tilfredse med udtrækningen J Linjefags ture: Eleverne skal på tur med deres linjefag i uge 21. Program for de forskellige ture er vedlagt dette brev. Vestkystløbet: Vi deltager i vestkystløbet d. 13.6. Jeg forventer vi stiller med et hold på omkring 30 børn og voksne. Forældre er MEGET velkomne.
Forsvunden A-nøgle: En af skolens lærere har desværre mistet sine nøgler! Jeg formoder en eller flere af skolens elever, har kendskab til nøglen, da flere elever har fået stjålet penge og ting fra deres aflåste værelser. Det er en rigtig ulykkelig situation. Dels er det utrolig ubehageligt at vide, at der har været nogen inde på ens værelse, dels er det utryg at der forsvinder penge m.m. Og endelig er der en eller flere elever, der er ude på et skråplan! Vi har forsøgt at finde frem til nøglen ved at bede den eller de elever, der har nøglen om at aflevere den i skolens postkasse, det gav intet resultat. Dernæst har vi talt med en del elever, som andre elever mente, havde nøglen, ligeledes uden resultat – og det er vigtigt at slå fast, at de elever vi har talt med IKKE er under mistanke! I øjeblikket overvejer vi at opsætte videokamera på drenge og pigegangen i håb om, at det kan stoppe tyverierne.
Afslutningsugen: Den sidste uge af skoleåret bruges på at få ryddet op, gjort rent, sagt farvel til klassen og til linjerne, på hygge, fælles aktiviteter og den STORE FE-Farvel Fest mellem elever og personale torsdag d.24.6. I vil modtage program for Dimissionsfest og afrejse lørdag d.26.06, når tiden nærmer sig.
Dorte Jager Forstander Fanø Efterskole.
|






